20/05/2012 | 14:17
Kategorier: DM

DM i Flair 2012

Flaskerne suser gennem luften………….

Flasker og shakere roterer over hovedet på Erwan Le Bonniec.´

Han er nummer to af otte, der kæmper om titlen som Danmarks bedste flair-bartender, og lige nu er hele hans fokus rettet mod ingredienser, barudstyr, glas…

Han presser læberne hårdt sammen, og da en flaske ryger på gulvet, trækker det i mundvigen.

Erwan har dog hurtigt flaskerne i luften igen, og i takt med musikken, fyldes glassene. Erwan begynder at smile.

Publikum klapper.

Knust glas

Med et minut tilbage, griber Erwan muddleren med den ene hånd og et glas med den anden. Han presser hårdt ned i et, så to, så tre glas – det sidste flækker ned langs siden.

Han klapper tænderne sammen og rækker ud efter et rent glas. Indholdet hældes resolut over i det hele glas, og cocktailen bygges færdig.

Bagefter siger Erwan, at det vidst ikke gik så godt.

”…Men det var da bedre end sidste år”, siger han.

Det er andet år, Erwan stiller op til DM i flair.

Gammel kending

Da baren er ryddet og tørret af, gør Martin Rye Pedersen klar til sit show.

Han præsenteres som en ’gammel kending’, og opfordrer publikum til at heppe med det samme.

Så liner han udstyr op foran sig og kaster flasker og shakere op i luften. Han bevæger sig i hele barens længde, og når en hånd er fri, rækker han den op til øret, som om han ikke kan høre bifaldet. Publikum hviner som svar.

Det er fjerde gang, Martin stiller op, så han kender sin målgruppe.

Få drops

Kun få gange mister Martin kontrollen. En enkelt gang ryger en flaske en meter for langt til siden, men han kaster sig efter den og kan høste et stort bifald, da den lander sikkert i shakeren i hans fremstrakte hånd.

Han når dog også at tabe et par flasker, inden der står en serveringsklar cocktail på baren.

”Det gik rigtig godt. Jeg havde få drops, men jeg spildte meget”, siger han bagefter med et smil.

”Jeg kunne nok godt have trænet min rutine lidt mere”.

Martins hidtil bedste placering var en tredjeplads forrige år. Nu vil tiden vise, om dagens præstation rækker til mere.

Er du ikke allerede medlem, så bliv medlem allerede idag: Bliv Medlem