13/04/2014 | 21:31
Kategorier: DM

DM-artikel: De undertippedes DM

Duften af karamel, rødbede og citrus fyldte luften i de gyldne sale, da årets DM i klassisk cocktail og flair løb af stablen i hjertet af København. Vinderne blev årets undertippede overraskelser.

AF SANDRA LENTZ DAMBMANN

Midt i det mondæne København, på Moltkes Palæ, som i 1700-tallet husede adelsmænd, grever og en enkelt enkedronning, mødtes barmiljøets finere borgerskab søndag den 6. april til dette års DM i klassisk cocktail og flair. Dansk Bartender Laug (DBL) var hovedarrangør med en lang række sponsorer i ryggen, som stod til rådighed for de 39 deltagere.

De gyldne sale emmede af nerver og eksamensstemning, da konkurrencen blev indledt med Freddy Toft Hansens vidensprøve, som i år var steget i sværhedsgraderne. Freddy Toft Hansen er en levende legende i barmiljøet, og med spørgsmål om Negronis oprindelse, gins navn og stiftelsesåret for International Bartender Association fik hans prøve mange af deltagerne til at lægge papiret fra sig efter blot 10 minutter. Konkurrencenerverne blev dulmet med varm Fernet Branca og smørbagte crossainter ved dagens briefing under palæets enorme lysekroner.

Innovation og leg

I en plastikbøtte med knust is ligger tynde skiver af stribede rødbeder og bevæger sig langsomt rundt, som gopler i et is fyldt hav. Aurimas Mulevicius fra K-bar i København har valgt, at lade rødbedens stærke farve være gennemslagskraften i sin cocktail, og bruger de flotte stribede rodfrugter som garnish. Han er ikke alene om at bruge grønsager som pynt, og det ses tydeligt at mange af deltagerne i år har tænkt længere end friske bær og citrusfrugter.

Sidste års vinder, Anders Henze fra Madame Chu’s, har medbragt to store kinaradiser, som i forberedelsestiden sirligt udskæres til hvide blomster og fæstnes til en vanilje stang.

”I forhold til sidste år, synes jeg at min cocktail er bedre i år. Jeg har fået flere undertoner med i min cocktail, og jeg føler at jeg har satset mere. Jeg tror det er vigtigt at huske, at det er et bredt dommerpanel, så cocktailen skal appellere til alle typer og kunne nydes af alle,” fortæller Anders.

I den store sal er tilskuerne begyndt at indfinde sig på de opstillede stole, og allerede fra første heat i flair er hele salen med. Med ni heat i klassisk cocktail og seks i flair, er det vigtigt for deltagerne at skabe kontakt til publikum, og især flair-deltagerne formår at fange tilskuernes interesse med deres shows.

”Come on!” råber Chris Daudigny fra Fidel’s i København, mens han til dunkende musik kaster flasker og shakere mellem hænderne og over hovedet. Med stort overblik og endnu større smil, ender han med stående applaus og baner dermed vejen for konkurrencens cocktail-deltagere. Den gode stemning fortsætter, da Rasmus Skovbo fra The Jane danser og leger sig igennem fremførelsen af sin cocktail, og efter de indledende runder er den majestætiske sal fyldt med søde noter af karamel og vanilje og livlig stemning blandt publikum.

Den ulidelige usikkerhed

Glædesrusen fylder hele køkkenet, da konkurrencens semi-finalister i klassisk cocktail og finalister i flair er fundet. Der uddeles mande-kram og smilende er ekstra store, især fra semi-finalens eneste kvindelige deltagere, Lykke Kristiansen fra Cucaracha Bar. Videre i konkurrencen om titlen som Danmarksmester i flair er Chris Daudigny fra Fidel’s i København, Mathias Løfquist fra Fidel’s i Aarhus, Michael Dahlstrøm fra Fidel’s i København og Martin Rye Pedersen fra FUGU. I semi-finalen i klassisk cocktail er det Matias Svensson fra FUGU, Jimmy Bæk fra Mini Bar, Rolf Jensen fra Oak Room, Lykke Kristiansen, Hardeep Rehal fra 1105, Brendan Boehning fra MASH i Aarhus, Carsten Brakner fra Madam Chu’s og Jacob Rasmussen fra Y’s Café og Cocktailbar, som skal kæmpe om den eftertragtede DM-titel.

”Det her var det, jeg synes var værst sidste år. Ikke at vide, hvad der skal ske og om man er videre,” siger semi-finalist, Matias Svensson.

Den første flair-mand på gulvet er Michael Dahlstrøm, som starter showet med stort overskud og formår, mellem sine flydende bevægelser, at tage en selfie med Anders Henze. Der kæmpes hårdt og kreativt blandt de dygtige flair-mestre, som alle gør tydelige fremskridt i forhold til de indledende runder, og dommerne noterer blandt andet færre drops og nye rutiner. Finalens sidste mand, Mathias Løfquist er dagens mest smilende finalist, og han indtager scenegulvet med en legende attitude og et show, hvor flasker og shakere gribes af både hoved, skulder, knæ og tå. Publikum står nu op, og i takt med Mathias’ show rykker de tættere på, for at få alle detaljer med. Præstationerne er markant bedre i flair-finalen og det er tydeligt, at det er nu det gælder.

Blandt cocktail semi-finalisterne har nerverne gjort sit indtog, og det går især ud over konkurrencens underdog fra Mini Bar, Jimmy Bæk, som i semi-finalen glemmer at shake sin cocktail med is efter et afsluttet dry-shake. Resten af deltagerne afslutter uden fejl, og nu nærmer finalen sig.

Undtagelsernes år

Den summende snak fra tilskuere blander sig med søde noter af kokos fra Malibus sponsorbar. Der snakkes om konkurrencen, og de deltagere, som ikke er gået videre, får sig en hyggelig branchesnak og en sjus.

Niveauet af rystende hænder er markant lavere i år, og selvom deltagerne taler om nerverne i forberedelsestiden, så har det professionelle niveau overrasket dommerne. DM 2014 bliver undtagelsernes år, da dommerne annoncerer at hele fem deltagere i stedet for fire går videre til finalen i klassisk cocktail. Der er tale om Mattias Svensson, Hardeep Rehal, Carsten Brakner, Jacob Rasmussen, og til alle og hans egen store overraskelse, Jimmy Bæk.

Finalisterne går i køkkenet for at klargøre sig, og ankommer til scenen som rockstjerner under stor jubel og klapsalver. Da tiden starter er stemning spændt som en flitsbue, mens deltagerne gør deres aller ypperste. Carsten Brakner fra Madam Chu’s viser, på trods af nerverne, stadig flot teknik og præsenterer under hele konkurrencen sine produkter til dommere og publikum. Selvom musikken spiller op mod det store finalebrag er stilheden blandt publikum og deltagere øredøvende. Le Grande Finale. Carsten afslutter og kaster servietter op i luften som konfetti. Nu kan finalisterne kun vente.

Præmieregn

En time går der før finalisterne får svar, og utålmodigheden får flere til at trave retsløst frem og tilbage, eller søge til sponsorbarerne. Da præmieoverrækkelsen endelig går i gang, står ni mænd og tripper ved scenekanten. De svedige håndflader klapper af alle de dygtige deltagere, mens bankende hjerter følger musikken. Legenden over dem alle, Freddy Toft Hansen, træder frem som den første og roser deltagerne for deres flotte præstationer, og så følger præmieregnen. Årets Tekniske Pris går til Rasmus Skovbo fra The Jane, som i glæde kysser sit trofæ og skåler med publikum. Årets Smukkeste Pynt går til Hardeep Rehal fra 1105, som blandt andet brugte foldede strimler af hvid chokolade på toppen af sin cocktail. Det er også Hardeep, som sammen med Jannick Gram fra Balthazar, løber med Freddy Toft Hansen prisen fra morgenens vidensprøve. Både Junior- og Rose’s prisen går til Jacob Rasmussen fra Y’s Café og Cocktailbar, som altså vinder DM i juniorklassen.

Dagen har nu nået sit ultimative højdepunkt, som både deltagere, dommere, tilskuere og frivillige har ventet knap otte timer på. Kåringen af årets danmarksmestre i flair og klassisk cocktail starter med de dygtige flair-finalister. Tredjepladsen går til Michael Dahlstrøm fra Fidel’s i København, mens anden pladsen går til hans kollega Chris Daudigny og begge modtager under stående applaus en limited edition flaske fra Bombay Sapphire. Danmarksmesteren i flair 2014 bliver den ukendte og charmerende Mathias Løfquist, som i år havde sin debut på den danske flairscene og tog alle med storm.  Mathias skal nu repræsentere Danmark ved VM i flair i Sydafrika.

De fem cocktail-finalister venter spændt på deres afgørelse, og glæden er stor hos årets tredje plads, som går til den utroligt smilende gøgler, Carsten Banker fra Madam Chu’s. Årets anden plads bliver den dygtige Mattias Svenson fra FUGU, som med cocktailen ’Florentina’ gjorde stort indtryk på dommerne.

”Første plads går til en deltager, som har vist stor nytænkning, og både oplevet op- og nedture i årets konkurrence,” lyder ordrerne inden Jimmy Bæk fra Mini Bar kåres som vinder af DM 2014. Den undertippede bartender har været i branchen i knap to år, og fik en tolvte plads ved sidste års DM. I år kan han derimod se frem mod VM i Sydafrika, takket være hans cocktail ’Rasmus i Narnia’.

Kommentarer fra årets DM-vindere:

Mathias Løfquist, vinder af DM i flair 2014

”Jeg er selvfølgelig helt vildt glad og spændt på VM. Jeg har kun været bartender i knap et år, men jeg har til gengæld været meget passioneret omkring det. Jeg bruger meget vejrtrækningen, når jeg arbejder, for at skabe et bedre flow og så er jeg meget fokuseret. Jeg gjorde mit bedste i dag, og synes også at finalen gik meget bedre end de indledende runder,” fortalte den glade flair-mester.

Jimmy Bæk, vinder af DM i klassisk cocktail 2014

”At vinde DM er en kæmpe ære, og en cadeau til det vi bartendere laver. Samtidig er det, at deltage i en konkurrence med så dygtige deltagere, for mig et stort skulderklap. Navnet til cocktailen fandt jeg på, fordi jeg har noget med at bruge sætningen ’i Narnia’ om situationer som ikke er realistiske, og det ved de fleste som kender mig – det er lidt min ting. Der var en af bartenderne på Mini Bar, som sagde, at den da skulle opkaldes efter ham, og han hed Rasmus, så det var det første som faldt mig ind, når folk spurgte hvad den skulle hedde. Som så mange andre bartendere, så tror jeg, at når man deltager i en stor konkurrence, så bruger man en masse kreativitet på at finde på cocktailen og lave garnish, så når man når til navnet, har man opbrugt den kreative proces. Det skal heller ikke være en hemmelighed, at jeg havde prøvet mange forskellige ting af og brugt lang tid på at finde på selve cocktailen. Jeg arbejdede med melasse og tunge ting, men fandt hurtigt ud af, at det var for tungt til en DM-cocktail. Der gælder det om at vide, hvilken konkurrence man stiller op i. DM-cocktails er ofte inspireret af gastronomi, og det var også derfor jeg fandt ud af at karamellens runde smag gav noget godt til kardemommen,” fortalte den ydmyge DM-vinder.

Er du ikke allerede bartender medlem, så bliv medlem allerede idag: Bliv bartender Medlem

Du kan finde billedalbummet for dette års DM på vores Facebook-side.