03/01/2013 | 12:55
Kategorier: General

To stjerner og en giraf (Interview af Kirsten Holm)

To stjerner og en giraf! 

Skrevet af: Sandra Lentz

kirsten hold

For mange danskere er cocktails forbundet med femininitet, og mænd drikker i hvert fald ikke med sugerør. Sex and the City og gamle Frank Sinatra film har gjort cocktails til kvindernes drik, men stadig med mændene bag bardisken. I et samfund der råber ligestilling ved enhver given lejlighed, kan det derfor undre nogen at så få kvinder arbejder bag baren.

Indehaveren af den populære cocktailbar K-bar, Kirsten Holm, fortæller at den danske ”bonde-” kulturarv er med til at præge synet på barbranchen. For hende var det ikke svært at starte i branchen, og det skyldes i høj grad hendes mentalitet og lysten til at arbejde i et hektisk miljø, for barbranchen som arbejdsplads er ikke for de borgelige. Flere kvindelige bartendere kommer i dag til, men opgiver ofte den ubarmhjertige branche, som ifølge Kirsten kræver at man dropper den kvindelige tankegang og arbejder med mentalitet som en mand.  Flere kvinder end tidligere har dog indtaget barbranchen, og Kirstens højre hånd på K-bar er også en kvinde.

En ting er at ændre ideen om bartenderens køn indenfor branchen, noget andet er at ændre den hos gæsterne. Danskerne er meget konservative når det kommer til mad og drikke, og Kirsten oplever stadig mandlige gæster der stiller spørgsmålstegn ved hendes kunnen når de bestiller cocktails. Kirstens mangeårige erfaring får dog hurtigt manet gæsternes tvivl til jorden, og K-bars gode omdømme uden for landets grænser er også med til anerkende kvinder i barbranchen.

Klientellet på K-bar er meget varieret, og det passer Kirsten bedst. Stamgæster findes der også, og den store popularitet skyldes ifølge Kirsten at produktet altid er lavet med 110% fokus. Her venter gæsterne gerne det længere for at få den perfekte cocktail. Alle cocktails gennemarbejdes ned til mindste detalje, og selvom Kirsten gerne mordede citrongræs ”live”, så er en af K-bars særlige kendetegn deres infuserede spiritusser og deres tretten forskellige martinier på kortet. Kirsten samler inspiration når hun rejser, men påpeger også at cocktailtrenden er begyndt at gå tilbage til mere simple cocktails, i hvert fald i London, som hun besøger mindst seks gange om året! I Danmark er vi stadig lidt bondske når det kommer til en såkaldt cocktailtrend, og nogen ønsker en så avanceret og unik cocktail oplevelse som muligt, mens andre stadig beder Kirsten om at lave en mojito. Gæsten får, hvad gæsten vil have, for i cocktailbranchen går det ikke at være for fin på den.

K-bar er blevet en kending for både danske og udenlandske cocktail-elskere og med sit 10 års jubilæum i år har Kirsten og hendes team bevist at cocktails er for alle – uanset køn. Når man spørger Kirsten omkring hendes succes, påpeger hun, at det alt sammen skyldes tre ting: to stjerner og en giraf! Den første stjerne er K-bar, den anden stjerne er også K-bar og til sidst er der giraffen: Kirsten. Gæsterne kommer for cocktailsene, men lige så mange kommer også for at se Kirsten, der med sine mere end 20 år i barbranchen er sin eneste er slagsen. Alderen er bestemt ikke noget der bekymrer Kirsten, for selvom mange af hendes kolleger til tider driller hende, så ved hun, at hun bliver ved længe efter dem. ”Folk kommer for at se giraffen, så jeg bliver ved indtil jeg skal pensioneres”, udtaler hun og beviser tydeligt, at i barbranchen betyder hverken køn eller alder noget, så længe du brænder for det du laver.

Er du ikke allerede medlem, så bliv medlem allerede idag: Bliv bartender Medlem